Redskaber og handleplan – Pårørende børn og unge

Redskaber og handleplan – pårørende børn og unge

Webuniverset handler om børn og unge som pårørende. Det er for dig, der vil vide mere om børn og unge som pårørende og for dig, der vil vide, hvordan du kan hjælpe forældre med at støtte deres børn, når en forælder er alvorligt syg.

Afslutning af onlineforløbet om pårørende børn og unge

Nu har du gennemgået alle 4 moduler og fået viden, og forhåbentlig mod til at tale med børn og unge, når de er pårørende, og deres forældre. Det er vigtigt, at du overvejer, hvordan du kan omsætte denne viden på din arbejdsplads, så der er systematik og forslag til handlinger for dig og dine kolleger i mødet med børn og unge som pårørende.

I det efterfølgende giver vi dig nogle punkter, som kan hjælpe dig med at forbedre vilkårene for børn som pårørende i din afdeling. Vi kommer også med forslag til, hvordan du kan udarbejde en handleplan.

Du kan med fordel anvende metoden
PDSA – Plan-Do-Study-Act
i din tilgang til opgaven

Ung pige
Det er vigtigt, at du overvejer, hvordan du kan omsætte viden på din arbejdsplads, så der er systematik og forslag til handlinger for dig og dine kolleger i mødet med børn og unge som pårørende.

PLAN: Kortlægning af eksisterende praksis – drøft det gerne med dine kolleger:

  • Hvordan opdager/møder I patienternes børn?
  • Hvordan forholder I jer som sundhedsperson til patienternes børn?
  • Hvad fungerer godt – hvad fungerer mindre godt?
  • Hvilke udfordringer har du i forhold til forældre og børn/unge som pårørende?
  • Har I allerede en procedure omkring børn og unge som pårørende?

DO: Udarbejdelse af handleplan for afdelingen på baggrund af ovenstående skal du overveje, hvilke forhold du ønsker at forbedre:

  • Definer ideen med en handleplan og formål med indsatsen – lav f.eks. en brainstorm med dine kolleger
  • Planlægning – Hvad skal der iværksættes for at opnå det?
  • Udarbejd en procesplan med deadlines – milepæle- og for gennemførelsen
  • Hvem kan være nøglepersoner
  • Hvilke forhindringer kan der opstå?
  • Hvad kan jeg gøre for at imødegå forhindringerne?
  • Hvad er første skridt?
Download en skabelon til handleplanen ved at klikke på billedet.

Selve handleplanen

Når du har svar på ovenstående, kan du arbejde videre med afdelingens egen handleplan:

  • Inddrag Sundhedsstyrelsens anbefalinger og undersøg, hvilke krav det stiller til netop din rolle
  • Udarbejd, ud fra afdelingen eksisterende procedure, et nyt sæt procedurer eller handleplan, på baggrund af den viden du har nu
  • Drøft det med din ledelse og kolleger, hvordan det implementeres i din afdeling:
  1. Fremlæggelse på et afdelingsmøde
  2. Træning med kolleger – samtaletræning – skal der uddannelse til
  3. Indarbejd supervison og feedback

ACT: Revider handleplanen efterfølgende

  • Overvej hvad du skal gøre for at opretholde opmærksomheden og afprøv det nye koncept

Study: Evaluér

  • Sæt et tidspunkt til evaluering. For eksempel en gang om året

Generelt vedrørende børn og unge som pårørende:

For at sikre en overordnet ensartethed og kvalitet så man reducerer graden af tilfældighed, anbefales det, at sundhedspersoner foretager følgende, når de møder børn/unge inden for disse kategorier:

Alle børn og unge
  1. Afklarer, om der er børn/unge som pårørende til den alvorligt syge person, og identificerer fakta og omgivelser vedr. barnet/den unge
  2. Afholder en samtale med forældrene/nærmeste omsorgsgiver og evt. barnet/den unge selv, hvor særlige forhold og eventuelle reaktioner afklares, og det afklares i hvilken grad barnet/den unge har behov for støtte og inddragelse
  3. Giver forældrene/nærmeste omsorgsgiver råd og vejledning til at klare situationen og til at videregive alderssvarende information til barnet/den unge
  4. Sørger for at støtten og inddragelsen af børn og unge er alderssvarende og på barnets/den unges præmisser
Mange børn og unge
  1. Informerer barnet/den unge og forældrene om, hvor barnet/den unge kan møde ligestillede fx gennem børn og unge grupper og netværk
  2. Hjælper unge pårørende med at finde den svære balance mellem at leve et ungdomsliv og støtte/være sammen med den syge
  3. Giver barnet/den unge mulighed for et sygdomsfrit rum, hvor der bl.a. kan tales med andre end den syge om følelser vedr. sygdommen
  4. Inddrager efter behov barnets/den unges nærmiljø, fx dagtilbud, SFO og skole
  5. Henviser efter behov barnet/den unge og dets forældre til mulige professionelle støttende tilbud

Få børn og unge
  1. Sikre tidlig koordinering med relevante aktører med myndighedskompetence (fx kommunen) på de områder, hvor børn har særlige behov
  2. Vurderer, om sundhedspersoner skal påtage sig en mere aktiv rolle for at sikre, at sårbare børn og unge får den nødvendige støtte og hjælp ud fra en vurdering af forældrenes/nærmeste omsorgsgivers ressourcer
Kursusoversigt

Se alle vores uddannelser og kurser

Arbejder du med sorg i din hverdag? Står du med en problemstilling, som berører mennesker med alvorlig sygdom?

Det Nationale Sorgcenters Kompetencecenter udbyder uddannelser, kurser og temadage med udgangspunkt i nyeste viden og forskning indenfor sorgområdet.

Tag et kig i vores kursusoversigt lige her. Vi glæder os til at høre fra dig.



Online læringsunivers

Børn og unge som pårørende